torsdag den 9. september 2010

Lad os se på en blog eller to...

Fra et biblioteks synspunkt må bloggen være et spændende redskab til at nå sine brugere, uden at disse behøver bevæge sig ind på biblioteket – hvis Muhammed ikke kan komme til bjerget… noget i den stil:-)

Fra listen har jeg valgt
Fredericia Biblioteks "Bogbloggen", hvor bibliotekets ansatte deler informationer med stedets brugere om alt fra aktuelle bøger til kommende arrangementer på biblioteket og lignende. De linker på kryds og tværs til andre blogs, læseklubber og reservering af de medier de omtaler. Her bruges bloggen som en slags forlængelse af den ydelse der gives på biblioteket, og det synes jeg faktisk de gør godt! Udvalget af bøger de nævner spænder genremæssigt bredt, og igennem kommentarerne indbyder de læserne ti l også at give deres besyv med.

En anden blog fra listen, i lidt anden genre, er
”Biblog – bibliotek og IT”, hvis ”Bogbloggen” var FRA bibliotekarerne TIL brugerne, så er denne her nærmere et bud på en blog bibliotekarerne imellem. Bloggen er ret generel og der skrives korte indlæg især om digitale medier, og digitaliseringen af trykte medier. Personligt fandt jeg bloggen interessant læsning, og om ikke andet så er der links til artikler, videoer og andre blogs om samme emner, som forfatteren har fundet inspiration fra, og her er der guld at finde. Som sådan er denne blog også ret personlig, jeg var i hvert fald ikke i tvivl om at forfatteren er særdeles pro-digitalisering! Så kan man næsten kun sige vedkommende har valgt det rette medie at sprede sit budskab gennem…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar