søndag den 26. september 2010

(Uge 36) Er bloggen vejen til dialog mellem bibliotek og låner?

Muligheder og fordele ved en biblioteksblog:
En biblioteksblog skal kunne fungere som et værktøj fra bibliotekarerne til bibliotekets lånere, hvor i relevante nyheder, information og nyttig viden bliver tilgængelig. Det er en måde at holde lånerne informerede om f.eks. de sidste nye tiltag, evt. arrangementer, boganmeldelser o.lign. fra bibliotekets side.
Hvor en hjemmeside måske ikke opdateres jævnligt, vil en blog have større aktualitet og derved større relevans for den enkelte låner, idet blogs nemt kan opdateres/redigeres fra, i dette tilfælde, bibliotekarens side, hvilket igen sikrer låneren at være fuldt opdateres omkring bibliotekets tiltag m.m.
Det der gør bloggen relevant mellem bibliotek og låner er også, at det sætter et menneskeligt perspektiv på et ellers lidt entydigt billede af biblioteket som en lettere kedelig instans. Her vil bloggen danne bro mellem biblioteket og låneren, ved at informere og referere viden på formel vis eller gøres mere personlig fra forfatterens side og på den måde skabe et mere nærværende billede af biblioteksverdenen.

Ulemper ved biblioteksblog:
På trods af de mange positive aspekter af disse blogs, er det stadig en meget ensidig "dialog", i det lånerne ikke nødvendigvis bidrager til at kommentere et indlæg eller måske lægges der ikke op til diskussion i indlægget? Her vil en blog for det meste være udelukkende informativ. Et nyere værktøj til dialog mellem bibliotek og lånerne er Facebook. Visse biblioteker benytter sig allerede af dette sociale netværk og selvom emnerne ikke er så dybdegående som på blogs, foregår der en mere livlig debat og dialog, hvor både bibliotek og lånere i fællesskab kan diskutere, kommentere og anbefale etc. og på denne måde gøre biblioteket til en nutidig, relevant og nærværende instans.

Er en biblioteksblog det rette redskab?:
I følge Farkas fungerer blogs som et moderne redskab til dialog folk i mellem og man får indtryk af at det er det ypperste teknologiske redskab til at samle folk og udbrede viden på biblioteksområdet. "...No other tool is as effective in keeping us current and enabling timely profession-wide discussions about the issues affecting our field..."  På sin vis har hun ret, men spørgsmålet er om sociale netværk som Facebook og Twitter i vore dage ikke bedre fungerer som mellemled, i kombination med hjemmeside, mellem bibliotek og låner? Man har mulighed for at nå ud til en større mængde, skabe en aktiv debat om et givent emne og holde det på et niveau, hvor de fleste kan være med og får lyst til at deltage på uformel vis.

En dansk biblioteksblog:
Jeg har valgt at beskrive Vallensbæk biblioteks blog (http://www.valbibblog.dk/?page_id=10)
- Her er en ellers udmærket og uformel blog, som set så mange gange før, desværre ikke blevet vedligeholdt og opdateret i lang tid. Det umiddelbare indtryk af bloggen er, at den er letlæselig, brugervenlig og skrevet i en uformel tone. Som der skrives i indledningen, er meningen med bloggen at: "...orientere om tilbud, aktiviteter og nye tiltag og om, hvilke tanker og ideer der ligger bag..."  Dertil ønsker man at inspirere, anmelde bøger, film og musik og der opfordres til deltagelse fra lånerens side, via kommentarer og debat.
Når bloggen så alligevel ikke er opdateret siden foråret 2010, kan det måske skyldes en manglende deltagelse fra lånernes side? Måske mangler man blot kapacitet til at holde bloggen kørende? Under alle omstændigheder, ophører dialogen mellem bibliotek og låner, når bloggen ikke længere er aktuel, inspirerende eller på anden vis medvirkende til at opretholde et mere "menneskeligt" forhold mellem institution og borger. Vallensbæk biblioteksblog er ellers et udmærket bud på en blog der både giver indtryk af, at "bibliotekarer også er mennesker" ;-) og på en god og informativ vis beskriver, forklarer og inspirerer deres lånere med engagement og indlevelse.

1 kommentar:

  1. Jeg er helt enig i din analyse af problemerne ved moderne bibliotekers måde at blogge på.
    I modsætning til de communities der opstår på Facebook og til dels Twitter har brugerne ingen affiliation (tilhørsforhold) til det community biblioteket kunne forsøge at skabe omkring en blog hvis denne står alene. Men jeg tvivler også på at Facebook eller Twitter er de rigtige værktøjer hvis de står alene. Facebooks grupper fungerer ikke rigtigt til længere indlæg og Twitter er bedre egnet til korte opdateringer om et emne end egentlig diskussion.
    Man kunne dog godt forestille sig at bruge både blogs og Facebook i en sammenhæng hvor blogindlæggene diskuteres på Facebook og hvor biblioteket låner lidt af brugernes sociale tilhørsforhold til Facebook.

    SvarSlet